Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in posts
Search in pages
Filter by Categories
Nyheder
Showroom Hedensted
Udvalgte produkter

Hurtig, stabil og præcis maskine til Faxe

Med en investering i en fabriksny 5-akset Chiron-maskine fra Flextek gør Poul Jensen’s Maskinfabrik sig klar til større opgaver og øget omsætning.

pjm-chiron 

Ny 5-akset Chiron flankeret af René Villumsen (tv), Ole Midtgaard og Jan Rønhoff (th).

Poul Jensen’s Maskinfabrik A/S har udvidet maskinparken med en 5-akset Chiron Mill 2000. Det vertikale bearbejdningscenter kommer fra den tyske maskinbygger Chiron, som i branchen er kendt for at producere CNC-maskinernes sportsvogn.

Flere af Chiron’s kunder er globalt orienterede og findes bl.a. inden for bilindustri og urproduktion. Herhjemme er maskinproducenten mest kendt for højhastighedsbearbejdning i aluminium.

Chiron’en er netop bygget til højhastighed og præcision, men også til stor fleksibilitet med den 5-aksede opbygning, og det er det, underleverandøren fra Faxe har brug for. Men det skal også siges, at det er 10 år siden, der sidst blev indkøbt en fabriksny maskine. Nyindkøbet har et arbejdsområde på 2000 x 820 x 630 mm. Emnerne, som max må veje op til 1000 kg, bliver bearbejdet med op til 12.000 spindelomdrejninger i minuttet og med en ilgangshastighed på 60 meter i minuttet.

 

Stribevis af fordele

”Det er vores første 5-aksede maskine, som vi konkret har købt hjem målrettet kunder i den grafiske industri. Emnerne bliver generelt større og større og mere og mere komplekse, så hvis vi ville være med, var en ny og større maskine nødvendig. Samtidig giver maskinen os muligheder for at gå efter nye og større ordrer i de andre af industrier, vi arbejder med,” siger Jan Rønhoff, der er daglig leder af maskinfabrikken.

Fordelene er til at få øje på, selv om maskinen kun har været i brug nogle få måneder. Uden at kunne sæt tal på tidsbesparelsen, peger Jan Rønhoff på væsentlig hurtigere gennemløbstid og færre opstillinger pr. emne.

”Rent planlægningsmæssigt kan vi allerede registrere, at vi har fået et hurtigere flow på de enkelte varenumre. Vores leveringstider er helt klart blevet kortere,” siger han.

 

Unik maskinopbygning

Poul Jensen’s Maskinfabrik har oplevet pæn vækst de sidste to-tre år og beskæftiger 12 mand i alt – heraf to, som er i lære som industriteknikere. Prototyper og enkeltstyksproduktion udgør hovedparten af omsætningen. 

Virksomheden, som blev etableret i 1973, bliver ledet af Kirsten Jensen, der overtog driften, efter at hendes mand døde i 2002. Produktionen bliver ledet af Jan Rønhoff med 28 års anciennitet i firmaet og værkfører René Villumsen, der har været ansat i 19 år.

De har valgt en maskine, som ud over hurtighed også er hamrende stabil og nøjagtig. Glasstave på x-, y- og z-aksen sikrer høj præcision understøttet af den stive maskinkonstruktion. Chiron-maskinen er også konstrueret til at eliminere termiske udsving. Værktøjsmagasinet med 40 værktøjer sidder lige under hovedspindelen og er styret med en servomotor, som sikrer værktøjsskift på ganske få sekunder.

 

Vendbart bord

En anden egenskab, som Jan Rønhoff og René Villumsen lægger vægt på, er maskinens opbygning med vendbart bord. Løsningen har de selv været med til at designe. Med opbygningen er det muligt at lave opstillinger på begge sider af bordet. Når emnet på den ene side er færdigbearbejdet, vender bordet automatisk, og et nyt emne er klar til bearbejdning. Løsningen er også egnet til ubemandet produktion.

 ”Vi har fået en maskine, som de andre underleverandører, vi sammenligner os med, ikke har. Det betyder øget konkurrencedygtighed,” pointerer René Villumsen.

Det er første gang, maskinfabrikken handler med Flextek. Forud er gået en masse research med at finde den rette maskine – også hos Flextek.

”Vi har kendt Ole Midtgaard (salgchef hos Flextek) i mange år, og en dag kom han så og præsenterede en helt ny maskine for os, Chiron’en. Han inviterede os med til Tyskland for at se fabrikken, og herefter var der ingen tvivl. Vi har fået en maskine, der kan det, vi efterspørger og mere til. Vi er først lige begyndt at bruge maskinen, så potentialet er stort,” siger Jan Rønhoff.   

pjm-chiron-2

En af underleverandørens største kundesegmenter er den grafiske industri, som får leveret et utal af komponenter.